Hysteri på kaj 403

Under overskriften ”Maritim Sikring er er Vilkår ” forsøger Kystdirektoratet i Søfartens Ledere , dec 2012, at forklare og retfærdiggøre de tiltag på Havnesikringsområdet, der uden synderlig anledning – ud over formodninger og stemninger – er eskaleret voldsomt de senere år. I midlertid kan der stilles mange spørgsmål til udviklingen og specielt virkningen af de mange tiltag. Jeg vil derfor ændre overskriften til : ” Maritim Sikring som Symptom.

Alene det forhold, at det er repræsentanter for den udøvende magt, der så stålsat og nidkært er gået ind i debatten om EU’s ekstra sikringstaltag, viser en af sagens mange problematiske og principielle problemstillinger. Man skulle mene, at det var de politikere , der formelt står bag ved lovgivningen, der skulle gå forrest i argumentationen. Men hvorvidt man på baggrund af de udtalelser der blev indhentet til Søfartens lederes tema om emnet , kan have den store forhåbning om, at politikerne overhovedet er i stand til at overskue konsekvenserne af lovgivningen for slet ikke at tale om deres muligheder for – på baggrund af borgerhenvendelser – at ændre eller påvirke lovgivningen, er nok stærkt tvivlsomt.

Den parlamentariske styringskæde er nemlig for længst knækket, og området for maritim sikring er blevet kapret af det som i politologien beskrives som ” Epistemiske fællesskaber”. Her henvises til eksempler med miljøpolitiken nationalt og internationalt, den økonomisk politik og (de)regulering af flytrafik (1)
Mange casestudier viser, hvordan det ganske enkelt ikke er muligt at forstå udviklingen i politikkens indhold alene ud fra det klassiske, politologiske interesseperspektiv. Men ved hjælp af eksperter og lobbyister, kan man tale et policy område op og gøre det til enormt stort.

Frygt , usikkerhed og tvivl spiller en stor rolle i den moderne fortælling om farer der truer samfundet, og Kystdirektoratet synger lystigt med på melodierne, der gentages i det uendelige. Man skal helt tilbage til den kolde krigs storheds tid i 50’erne for at finde noget lignende. Det er naturligvis svært at argumentere imod de holdninger som repræsentanterne for den gode side indtager. Hvem vil ikke gerne passe på vores samfunds værdier. Jeg kan i midlertid oplyse om, at der har været passet på havne rundt omkring i verden lige så længe jeg har sejlet til søs. Det er bestemt ikke nogen ny opfindelse, at man skal passere en port,bom eller anden kontrolforanstaltning for at komme ind på vitale havneområder. Men symptomatisk nok, er området nu indfanget i en frygtdiskurs som er bygget op og kun tjener det ene formål, at holde et spirende sikkerhedsindustrielt kompleks i gang.

Endelig kan man anføre at der er tale om en massiv ekspropriation af både ressourcer og tid. Som på så mange andre områder pålægges borgerne at udføre myndighedsopgaver.
Det har været en ganske gratis omgang for EU bureaukratiet og politikerne, at holde sikkerheds fanerne så højt løftet, at jordforbindelsen for længst er sluppet.
Normalt har man toldvæsenet til at håndtere varekontrol, politiet til at tage sig af grænserne og militæret til at varetage den nationale sikkerhed. Dette siver nu i det stille til civile instanser, som tvinges til at agere myndighed på områder, hvor de hverken har evner eller ekspertisen. Nogen vil med god ret kalde det dilettanterier.

Fra Barcelona til Bandholm og fra Horsens til Hamborg. Det er samme lovkompleks der gælder. Og der skelnes desværre ikke.
Det er mig helt ubegribeligt, at der skal bruges de samme ressourcer på at holde øje med en lille sandsuger der anløber en tom kaj i et fjernt havneafsnit, som der skal bruges på passagerrelateret trafik. Og det er ubestridelig kendsgerning, at det er mennesker der er målet for enhver terrorist aktion. Det er her overskifterne og smerten vil være størst. Men koden evner symptomatisk nok slet ikke at skelne, hvilket jeg vil tilskrive hele ISPS kompleksets karakter af varm luft, forfejlet signal politik og et sikkerhedshysteri, der har overskredet sund fornuft.