A world destroyed….

Henry Kissinger skrev sin berømte doktorafhandling “A World  Restored..”, om den europæiske politiske orden efter Napoleons fald.
Det handlede om Wiener kongressen i 1815. Et system at stater opstod.
Magtforholdene blev ordnet og  freden sænkede sig indtil 1914, hvor der igen blev uro fordi den herskende magtdeling blev udfordret.
Denne uro holdt faktisk frem til 1989. Andre vil sige til 1945.
I midlertid er der en ny (U)orden – en ret truende uorden – at skimte i horisonten.
Som jeg tidligere har skrevet, er dette IKKE at foretrække.
Det er alvorens time nu.. LÆS DENNE ARTIKEL FRA BERLINSKE  B.DK.

 

Er dette farvel til verden, som vi kender den?

 HENTET FRA B.DK

De seneste 60 år har været en undtagelse.

Aldrig i historien har Europa og det øvrige vesten nydt så lang en periode præget af fred, samarbejde og velstandsfremgang. Krig er afløst af samarbejde. Konkurrence af samhandel. Pigtrådsbefæstede grænser af fri bevægelighed. Undertrykkende regimer afløst af frihed.

Men vi har glemt, hvad vi kom af. Ingen kan længere huske, hvor meget vi har at miste. Og vi er kun to store politiske begivenheder fra at kunne vinke farvel til den vestlige verdensorden, som vi kender den. Undtagelsens æra lakker mod enden.

Det er store, ildevarslende ord, Anne Applebaum – den internationalt anerkendte, amerikanskfødte journalist og forfatter – tager i sin mund. I begyndelsen af marts vakte en af hendes klummer i Washington Post international opsigt. Den var en påmindelse om, at historiens vingesus ikke altid bringer os fremad og opad. I »Is this the end of the West as we know it?« argumenterede Applebaum for, at tre store begivenheder i den nærmeste fremtid kunne betyde den vestlige verdensordens sammenbrud.

Anne Applebaum, amerikansk journalist og Pulitzerprisvindende forfatter, her under et tidligere besøg i Danmark.Foto: Nils Meilvang

De tre begivenheder var et britisk farvel til EU (populært kaldet »Brexit«), valget af Donald Trump til præsident i USA til efteråret og et fransk valg af Front Nationals leder, Marine Le Pen, til præsident næste forår.

De sidste to vurderes endnu relativt usandsynlige. Men, påpeger Anne Applebaum, det gjorde Brexit også. Valg og afstemninger kan være uforudsigelige, og nu er Brexit – det første trin i Applebaums mareridt for Vesten – en realitet. Alle eksperter advarede imod det, men det britiske folk har talt, og Storbritannien er trods tøven og tvivl om fremgangsmåden på vej ud af EU. På vej tilbage i historien.

Det hele passer fremragende ind i et større globalt narrativ om igangværende folkelige oprør mod eliten, mod det bestående og etablissementet. Vrede oprør, der har forståelige og letforklarlige årsager, men som truer med at destabilisere mere, end de forbedrer.

»Jeg så Brexit komme – og jeg er ked af, at jeg ikke fik skrevet det håndfast i en klumme et sted, så jeg kunne bevise det,« smiler Anne Applebaum gennem telefonen fra Polen, hvor hun ofte opholder sig. »Og det baserede jeg på den enormt emotionelle valgkampagne. Den flyttede virkelig folk.«

Det er efterhånden en dyrekøbt sandhed for politikerne i EU, at befolkningerne i Europa er mere skeptiske over for samarbejdet, end den politiske elite er.

»Men faktisk handlede denne afstemning aldrig rigtigt om EU. Og det er grunden til, at folkeafstemninger om enkeltspørgsmål er farlige: Folk stemmmer ikke om det foreliggende. De ting, der virkelig flyttede folk, var argumenter om at fastholde »engelskheden« i en kosmopolitisk verden og om tabet af fordums suverænitet. Der var meget nostalgi og misinformation om, hvad Storbritanniens status kunne blive post-EU,« siger hun.

Kampagnen handlede i begyndelsen mest om økonomi. Men da det efterhånden blev klart, at remain-siden (bliv i EU-fløjen, red.) havde bedre økonomiske eksperter og argumenter på hånden, skiftede leave-kampagnen spor:

»Debatten kom i stedet til at handle om migration og om identitet i en engelsk-nationalistisk udgave. Det tippede balancen i England, men den engelske nostalgi virkede ikke i Skotland,« siger Anne Applebaum med henvisning til, at et flertal af skotterne stemte imod et Brexit. Skotland forsøger nu febrilsk at finde en vej til at blive i EU – uanset hvad England gør – og dermed er også selve det forenede britiske kongerige i fare som enhed.

Læs også: Vreden har taget de amerikanske valg som gidsel

Hægtet af ideen om Europa

Flere iagttagere i den britiske presse – der sjældent har fløjlshandskerne på – har kaldt Brexit »arbejderklassens økonomiske selvmord«.

Arbejderklassen eller den lavere middelklasse stemte i udpræget grad for et Brexit – og det er de samme segmenter, der står bag Trump og Le Pen. »Folkets oprør mod eliten,« er det blevet kaldt. Og økonomiske analyser viser, hvad der ligger bag den overskrift. De sidste årtiers store økonomiske tabere har fået nok af internationalismen, af outsourcing, af arbejdskraftens frie bevægelighed. De har aldrig følt, at kapitalismen, den frie handel og den åbne verden arbejdede for dem. Med en vis ret.

Boris Johnson. Tidligere borgmester i London, Leave-frontfigur og formentlig den næste premierminister i Storbritannien.Foto: MARY TURNER/POOL

Branko Milanovic, en ledende økonom i Verdensbanken, har påvist en imponerende fremgang i indkomsten hos næsten alle verdens borgere fra murens fald til finanskrisens start, dvs. fra 1988 til 2008. Det er en vidunderlig succes; et trecifret milliontal i udviklingslandene er blevet løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen på få årtier.

Imidlertid er det verdens rigeste én procent, der med en indkomstfremgang på 60 pct. har øget deres velstand allermest. Imens har én gruppes indkomst nærmest ikke rokket sig ud af stedet siden 1988: Den brede middelklasse i vesten har stort set samme indkomst som for 20 år siden. Hvis de føler sig som tabere i globaliseringen, er det fordi, de faktuelt er det.

Desværre vil den engelske middelklasse igen, lyder advarslen fra bl.a. tidligere Labour-spindoktor, Alastair Campbell, stå forrest med job, pengepung og pensioner i klaskehøjde, når handelsbarriererne rejser sig, og de internationale virksomheder søger væk fra Storbritannien.

Ingen ved endnu, hvad de kort- eller langsigtigede konsekvenser af EU-farvellet præcis bliver for Storbritannien, men Anne Applebaum er blandt dem, der forventer en udbredt skuffelse eller ligefrem oprør i arbejderklassen, når The Brexit Blues sætter ind. Når det dæmrer, at Brexit ikke vil gøre arbejderklassen rigere – tværtimod. At leave-kampagnens løfter ikke var løfter, men blot »en række muligheder«, som den konservative leave-frontfigur Iain Duncan Smith efterfølgende har forklaret det. Og intet virker mere destabiliserende end ulmende oprør i befolkningen.

Læs også: Brexit-usikkerhed fortsætter: Skilsmissen bliver svær og langvarig

Men Brexit er et tab for alle, også for folk og lande uden for Storbritannien og i flere henseender end det økonomiske, påpeger Anne Applebaum:

»Min bekymring er, at det vil hægte Storbritannien af den idé om Vesten, som det har været en vigtig del af siden Anden Verdenskrig. Storbritannien blive hægtet af Europa og vil distancere sig fra de alliancer, briterne har indgået i indtil nu. Storbritannien bliver en mindre, selvfokuseret nation, og det vil i udpræget grad svække Vestens evne til at handle og samarbejde om de store, fælles udfordringer,« siger Applebaum.

Det har taget årtier at opbygge de transnationale organisationer, men de kan smuldre på et øjeblik, påpeger hun:

»Jeg håber, jeg tager fejl. Men se, hvad der er sket på en uge! Den britiske kommissær er ude af EU. Et topmøde afholdes uden Storbritanniens deltagelse. EU vil træffe beslutninger de næste uger uden at konsultere briterne. Og det selv om Storbritannien formentlig formelt stadig vil være medlem i et par år frem. Ved at hægte sig af EU, har Storbritannien måske også hægtet sig af de store internationale projekter. De holder op med at bekymre sig om demokrati i andre lande, holder op med at at være en kraft for vestlig indflydelse på verden.«

Læs også: EU mister sit stærkeste militære kort med briternes exit

Brexit, så Trump, så Le Pen

Hertil kommer – som en art sneboldeffekt – den indvirkning, Brexit kan få på de to andre »jordskælv« under den vestlige verdensorden, som Applebaum har identificeret.

For hvad nu, hvis Brexit fører til britisk-europæisk recession, der fører problemer for den amerikanske økonomi og dermed puster frisk vind i den republikanske protestkandidat, Donald Trumps sejl? Og hvad nu, hvis valget af den uforudsigelige Trump yderligere destabiliserer verdensøkonomien og dermed bringer partier på den yderste højrefløj til magten i det øvrige Europa. For eksempel i det europæiske nøgleland Frankrig?

»Mange ting taler imod valgene af Trump og Marine le Pen. Men det er ikke urealistisk. Et stort terrorangreb eller yderligere opløsning af EU kan være hændelser, der skubber vælgeropinionen i deres favør. Hvis Marine Le Pen bliver præsident i Frankrig, vil hun hive landet ud af EU og NATO. Og uden Frankrig er der ikke noget EU efter min vurdering. Ikke i sin nuværende form; så er der kun en art »venner af Tyskland«-klub. På samme vis vil Frankrigs farvel til NATO slå alliancen i stykker. Selv om Frankrig altid har været et lidt modvilligt medlem af NATO, er det stadig et af bare to europæiske lande, som har en egentlig hær.«

Læg dertil – jovist, usandsynligt, men ikke umuligt – en præsident Donald Trump, hvis primære holdning til NATO er, at USA bruger for mange penge på det.

Donald Trump (R) under et valgmøde i Las Vegas, Nevada, d. 18. juni 2016. En meningsmåling fra Quinnipiac University viste i denne uge, at han og Hillary Clinton ligger helt lige i kampen om at blive USAs næste præsident. Andre har vist en svag føring til Clinton.Foto: DAVID BECKER

»En sejr for Trump vil formentlig ødelægge alliancen for altid. Og så er vi i en situation, hvor Storbritannien, den stærkeste militære magt i Europa, ikke længere har forbindelse til kontinentet. EU eksisterer ikke, fordi Marine Le Pen ikke vil have det. Og NATO eksisterer ikke, fordi USA ikke gider det mere. Det vil være enden på den vestlige orden, som vi kender den,« siger Anne Applebaum.

Krav om dramatisk forandring

Hvordan er vi endt der, hvor vi – med åbne øjne endda – bringer fred, velstand og samarbejde i fare? Svarene på de spørgsmål rummer også modgiften, påpeger Anne Applebaum.

»Der er rigtig mange svar. Der er et økonomisk svar, som handler om efterspillet til finanskrisen, hvor en gruppe i samfundet overlevede og drog fordel af det på en måde, som andre bestemt ikke gjorde. De mennesker protesterer nu. De er utålmodige, de vil se forandring, og den forandring skal helst være radikal og dramatisk. Så de søger forskellige former for radikalisme. Deres bekymringer skulle have været taget alvorligt,« siger hun og fortsætter:

»Der er et andet svar, der handler om, hvordan folk får politisk information i dag. De får det i dag fra sociale medier, ikke fra traditionelle, kritiske kilder, og det betyder, at folks synspunkter bliver stadig mere polariserede, og at kuriøse ydersynspunkter uden hold i fakta i dag er blevet almindelige. Det er i min vurdering en meget undervurderet faktor.«

En tredje vigtig medvirkende faktor er krigene i Mellemøsten, de store terrorangreb og migrantkrisen i de senere år, som EU på klodset vis har forsømt at håndtere effektivt, mener Applebaum:

»Det har efterladt folk med en følelse af at have tabt kontrollen. Ingen har kontrol, ingen leder Europa, ingen beskytter grænserne, ingen håndhæver loven. Det gør folk urolige,« siger hun.

Læs også: Brexit sætter søgelyset på de vrede i USA og Trump er ikke sen til at gribe chancen

EU og såvel den kulturelle som økonomiske globalisering har med rette fået skyld for mange af dårligdommene. Fremtidens politiske kamp står nu mellem to positioner: Den position, der mener, at disse dårligdomme trods alt er at foretrække fremfor alternativet. Kontra den position, der foretrækker alternativet – og som efter Brexit vejrer morgenluft. Med et nik til »det arabiske forår« skriver Frankrigs Marine Le Pen i et debatindlæg i New York Times (som også Berlingske bringer her):

»Folkets forår er imidlertid uomgængeligt. Det eneste spørgsmål, som endnu står tilbage, er, hvorvidt Europa er parat til at gøre sig fri af alle illusioner, eller om denne besindelse vil blive en smertelig proces. For mit eget vedkommende har jeg truffet valget for længe siden: jeg vælger Frankrig. Jeg vælger de suveræne nationer. Jeg vælger friheden.«

Læs også: Efter Brexit er et folkets forår uundgåeligt

Marine Le Pen holder pressemøde den 24. juni i Nanterre og kræver en fransk afstemning om EU-medlemsskabet efter det britiske »Brexit« var en realitet.Foto: MATTHIEU ALEXANDRE

En retorik, helt som man måtte forvente, siger Anne Applebaum:

»Vi ser en transition til en anden form for politik på verdensplan. Den mest afgørende skillelinje i politik vil fremover ikke være den traditionelle højrefløj mod venstrefløj, men »åbenhed mod lukkethed« – i mangel af bedre udtryk. Pro-globalisering, pro-alliancer, pro-samarbejde versus nationalisme.«

Ironisk nok blev et samarbejde som EU oprettet i sin tid for at modvirke den nationalisme, som globaliseringen og unionens fiaskoer, mangler og fejltrin nu har gødet og gen-fremelsket. Kombiner det med figurer som Trump og Le Pen og nye generationer, der hverken kan eller vil huske fortidens krige og jerntæpper, siger Anne Applebaum, og de sidste 60 års vestlige verdensorden vil snart ligne en undtagelse i historien.

Det ulykkelige i undtagelser er åbenlyst. Man kan først rigtig se, at de var undtagelser, når de er forbi.

KILDE: BERLINGSKE

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.