Claus Bryld og Anette Warring har skrevet flere historiske værker om Danmark under besættelsen.
De skrev også bogen om besættelsen som kollektiv erindring. Her er tesen, at der
..”fra besættelsens slutning blev skabt en grundfortælling om de fem onde år, som byggede på et politisk kompromis mellem modstandsbevægelsen og ‘de gamle politikere’. I løbet af nogle år gik det i glemmebogen, at denne fortælling var resultatet af politisk-historiske forhold, og erindringen antog i højere grad karakter af myte. Modstanden i skikkelse af modstandsbevægelsen blev til det alt dominerende i fortællingen om besættelsestiden, og samarbejdspolitikken og andre fænomener, der havde præget størstedelen af tiden 1940-45, gled ud. ..” ( Fra bogens hjemmeside).
Forleden opdagede jeg, at PH ’s sang ”Man binder os på mund og hånd” er optaget som et af 4 revy numre i kultur kanonen for scene kunst.
Det hedder:
Teksten rummede en klar afstandtagen til den tyske besættelsesmagt på en så finurlig måde, at netop besættelsesmagten ikke kunne gennemskue det. Sangen er et mønstereksempel på, hvordan man med revygenren kan forholde sig seriøst til politiske emner på en måde, der rækker langt ud i fremtiden.
Jeg har ved flere lejligheder stødt på formuleringer om, at sangen blev skrevet som protest mod den nazistiske besættelses magt, og tyskerne blev snydt.
Sagen er imidlertid den, at den censur Poul Henningsen havde de største problemer med i arbejdet med sangen op til premieren maj 1940, var den danske selvcensur i skikkelse af den Statsligt udpegede censor Jacob Normann. Og da PH begyndte at forfatte sangen til revyen Dyveke i februar 1940, kunne han næppe vide at tyskerne ville stå i landet d. 9. april 1940.
Den første udgave af sangen indeholder en klar adresse til stormagts spillet, der havde solgt mindre magter til Sovjet og Tyskland. Dette var for stærk kost for den hjemlige teatercensur, der bl.a. var pålagt at sørge for at stormagterne ikke blev fornærmede. Danmark gik på listesko i 30’ene
Man kan med lidt god vilje godt give Censor J. Normann kredit for at have hjulpet PH. Men at hævde at sangen i almindelighed er udtryk for afstandtagen til besættelsmagten , og i særdeleshed er skrevet som protest mod nazisterne er en klar overdrivelse, der falder godt i tråd med tesen i Warring og Brylds bog. Normann skulle med sin censur sørge for at samarbejdet ikke blev udfordret.
Det var dansk selvcensur, der først og fremmest bandt dem alle på mund og hånd i foråret 1940.