Den postfaktuelle historie

Støjbergs store fupnummer

I politik kan man sagtens bryde loven og slippe godt afsted med det. Så længe der IKKE er 90 mandater klar til at vælte en, kan man som minister slippe afsted med overtrædelser, der kan være langt mere grelle og entydige end i Støjbergs tilfælde.

KOMMENTAR Bragt i Berlingske 26 januar
Micheal Kristiansen.

I alt blev 23 asylpar adskilt. Af dem var knap en tredjedel af begge parter mellem 17 og 20 år. Den ældste mand blandt de 23 mænd var 32 år, og han var så også den eneste over 30 år. Nogle af parrene havde små børn, nogle kvinder var gravide, og fælles for dem alle var, at de kunne blive adskilt, hvis myndighederne vurderede, at der var tale om tvangsægteskaber.

Men Inger Støjberg ville det anderledes. De skulle adskilles uanset hvad, og det blev de. Uden varsel og uden mulighed for sagsbehandling. I stedet blev de frarøvet alle de rettigheder, vi normalt er stolte af kendetegner et retssamfund, og blev tillige gjort til ufrivillige statister i Støjbergs iscenesættelse af purunge »barnebrude«, ækle gamle (læs: muslimske) mænd og kamp for danske værdier.

Juridisk ender den sag nu i rigsretten, politisk er det blevet en sag, der splitter Venstre og har skabt den første alvorlige postfaktuelle historie i dansk politik, hvor Støjberg konstant gentager sin heroiske kamp imod »barnebrude«. Men det passer bare ikke. Der er reelt ingen frihedskamp, intet forsvar for danske værdier endsige forsvar for purunge piger i den sag.

Det kan på ingen måde udelukkes, at der har været tvangsægteskaber blandt de 23 asylpar, og ej heller at nogle af kvinderne har været under 15 år, da de blev gift. Pointen er blot, at lovgivningen kunne adskille dem, det skulle bare ske ved en individuel sagsbehandling.

»Når Støjberg ender i en Rigsret, skyldes det hendes stædighed.«


Men Inger Støjberg er en af landets dygtigste politiske kommunikatører. Hun er ubetinget den dygtigste i Venstre efter Lars Løkkes exit. Og Støjberg har i årevis stået i spidsen for og tegnet Venstres udlændingepolitik – uagtet om formanden hed Løkke eller Ellemann. Hun har betalt en stor personlig pris med faste livvagter om sig og er ved flere lejligheder røget i bad standing i Venstres folketingsgruppe. Men når folketingsvalgene blev udskrevet, så er Inger Støjberg altid blevet hevet frem og placeret øverst på scenen for at skaffe Venstre så mange stemmer som muligt. Og Ellemann har da også brugt Støjberg, når hans egen popularitet svigtede. Som da han for bare et halvt år siden omfavnede Støjbergs udlændingepolitiske linje på Venstres sommergruppemøde og kaldte Instrukskommissionen for en »inkvisition imod Inger« …

Det er svært at tidsfæste præcis, hvornår Inger Støjberg gav fanden i at overholde loven i sine bestræbelser på at være den ultimative hardliner i udlændingepolitikken. Og når man skal forstå hendes ageren i adskillelsen af unge asylpar, er man nødt til at erindre, at der eksisterede en oppisket stemning i både medierne og blandt politikerne på Christiansborg for at gøre noget ved unge asylpar. Faktisk minder den daværende stemning lidt om den stemning, der var tilbage i slutningen af 1980erne, da den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen begyndte syltningen af de tamilske sager om familiesammenføring. Både Støjberg og Ninn-Hansen agerede i et rum, hvor de valgte at overfortolke og skævvride den offentlige og politiske stemning, og så troede de nok begge, at de havde et politisk flertal bag sig.

Og i politik kan man sagtens bryde loven og slippe godt afsted med det. Så længe der IKKE er 90 mandater klar til at vælte en, kan man som minister slippe afsted med overtrædelser, der kan være langt mere grelle og entydige end i Støjbergs tilfælde.

Når Støjberg ender i en Rigsret, skyldes det hendes stædighed. Hun kunne for længst havde givet en undskyldning til Folketinget og fået en næse, og det havde været det. Men Støjberg vil være den ultimative værdikriger, og derfor stak hun Folketinget den ene plade efter den anden og skabte langsomt og højlydt den falske fortælling om sin personlige kamp imod barnebrude, og alt hvad det symboliserer af muslimsk middelalderlighed.

Så højlydt og provokerende, at et nyt politisk flertal efter det seneste folketingsvalg valgte at nedsætte en undersøgelse af sagen.

Reelt bare benzin på Støjbergs fupnummer. Det var jo bare venstrefløjens hævn og nu stak deres sande udlændingepolitiske slaphed deres fjæs frem. Med Pernille Vermunds støttekampagne fik sagen en helt ny dimension med iscenesættelsen af Støjberg som lige dele helt og offer. Og skabelsen og dyrkelsen af en fortælling som tilsyneladende et flertal af Venstres egne vælgere tror på. Som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti med lukkede øjne gentager, som om det er virkeligheden, og som Venstres nuværende ledelse ikke bare troede på, men også gjorde til deres egen – lige indtil kommissionen fik Ellemann på andre tanker.

På den måde er den første alvorlige postfaktuelle fortælling skabt i dansk politik, den har allerede splittet det borgerlige Danmark, og intet tyder på, at dens kraft forsvinder foreløbigt.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.