Der var engang en statsminister der udtalte, at det skulle være lettere at være dansker og søsatte et moderniseringsprojekt. Det var midt i firserne, hvis nogen skulle have glemt det. Blev det så lettere?
Vi lever i et kontrolsamfund, hvor intet overlades til tilfældighederne. Fra vuggestuernes virksomhedsplaner over skolelivets og universitetsverdenens vildt voksende blanket, skema og evalueringstyrani til erhvervslivets kvalitetspres og preformanceræs i form af Balance Scorecards, ISO systemer og alverdens afrapportingssystemer bilag a40. For slet ikke at tale om det regnvejr af fantasifulde love og regler som statsbureaukratiet via Bruxelles kan sprede over virksomheder og samfund i øvrigt.
Hvad skyldes det?
Set fra lovgivernes side – og jeg tvivler ikke på deres gode viljer – findes der ikke det område man ikke kan lave love for. Hvis noget uforudset sker, må der lovgives yderligere eller i det mindste
” strammes op”. Vælgerne kræver det. Frygten kræver det.
Det forplanter sig så ned i den offentlige forvaltning og private administrationer, hvor lydhøre og budgetmaksimerende bureaukrater nok skal skubbe til møllen og spille spillet uden at stille spørgsmålstegn.
En læge sagde engang, at raske mennesker blot er nogen der ikke er undersøgt godt nok.
Er din samvittighed i orden? Så er du nok ikke kontrolleret tilstrækkeligt. Som statsministeriet der ifølge dagbladet Politiken alt for længe uforvarende har kørt for stærkt i tunge, pansrede ministerbiler og har overtrådt en lov.
I 70’erne var der Glistrup og Christiania. Hvor Glistrup i version 1.0 var småborgerens opgør med papirnussere, skrankepaver og skattemilliardernes evaporering i det nye behandlersamfund, var Christiania udtryk for ungdommens drømme om mindre kontrol, mere frihed og flere eksperimenter.
Revolutionære fra det 18 århundrede talte om ”de eksproprieredes ekspropriation af ekspropriatorerne.”
I en moderniseret udgave fra Nørrebro kunne parolen lyde: ” de kontrolleredes kontrol med kontrollanterne ”.
I servicesamfundet levede man af at klippe hinanden , og helst de andre.
I kontrolsamfundet lever vi af at kontrollere de andre, men helst ikke os selv.
Det er det der kaldes frihed under ansvar, og er en svært håndterbar størrelse.
