Måske har I hørt om et tankeeksperiment med en kat der er lukket inde i en kasse?
Sammen med katten er der en anordning med en ustabil atomkerne der – hvis det henfalder – udløser en gift så katten dør.
Eksperimentet skal vise at katten er i to tilstande, i en superposition. Enten er katten levende eller død.
Vi ved det ikke før vi åbner kassen.
Når kassen åbnes og vi måler kattens helbred, ophører superpositionen, idet kattens tilstand er afgjort.
Prøv nu at lægge et helligt skrift ned i en kasse sammen med et ustabilt atom. Hvis der detekteres tegn på henfald, udløses en tændsats og skriftet antændes. Henfaldet sker måske om 24.000 år. Måske aldrig.
Men indtil dette evt. sker, er skriftet i en kunstnerisk superposition. Intet er sket. Ingen er kommet til skade og ingen kan føle sig krænket.
Vi kan ikke vide om skriftet er intakt eller brændt.
Tankeeksperimentet med katten blev fremsat af Erwin Schrödinger i 1935 som en provokation mod den i samtiden gældende forståelse af kvantemekanikken og de medfølgende konsekvenser. Dette radikale brud med kausalitet og egenskaber blev kaldt Københavnerfortolkningen. Albert Einstein var også i tvivl, og blev aldrig overbevist om, at virkeligheden kunne være så meget i modstrid med almindelig sund fornuft, og logik man ser i klassisk fysik. Han havde endda sat gang i det hele med sin beskrivelse af den fotoelektriske effekt.
Enten er katten død, eller også den er levende. Enten er partiklen positiv eller den er negativ. Ikke begge dele. Og ikke afhængig af om vi måler partiklen eller åbner kassen.
Men til denne dag er det den såkaldte Københavnerfortolkning, der er den gældende. Eksperiment efter eksperiment har vist det. Man kan tale om en superposition. Og det kan udnyttes til at udvikle f.eks. kvantecomputere.
Og på samme måde må det kunne udnyttes i en kunstnerisk installation, med et helligt skrift i en lukket kasse.
Det kan næppe opfattes som utilbørlig behandling. Skriftet ligger trygt og godt. Måske på en pude.
Sammen med skriftet kunne man lægge det berømte billede fra den femte Solvay konference i 1927.
Det er den største forsamling af kloge fysikere nogensinde.
Bare for at understrege pointen, og hvordan virkeligheden kan være ikke deterministisk , non kausal og båret af usikkerhedsrelationer og dualiteter.
Men dette kan måske ændres i en dansk ret engang.